BORNHOLMS
HORNFISKEFESTIVAL
11 & 12 maj 2018
Vi fisker fra Roklubben i Nexø. Se kort her
Bornholms hornfiskefestival er den første af sin slags. Den finder sted på øens smukke kyststrækninger. Alle er velkomne; lokale som gæster fra hele verden. Vi vil så gerne møde jer alle sammen!

Ideen med Bornholms hornfiskefestival er at skabe fokus på det gode og spændende fiskeri, der findes langs de magiske bornholmske kyststrækninger.
Øen er en vaskeægte vandkantsdestination. Vi sætter fokus på bæredygtigt lystfiskeri med det vigtige budskab: Vi skal beskytte for at benytte, og vi tager ikke mere med hjem, end vi kan spise.
Vi elsker at fiske og alle omstændighederne omkring det. Det skal være hyggeligt for alle, og måske bringe nye og gamle generationer tættere sammen. Vi håber på at skabe en god oplevelse ved vandet, som alle kan tænke tilbage på med smil på læben.
KONKURRENCEN
PRÆMIERNE:
Til bornholms horfiskefestival kåres den længste fisk i tre klasser, hvor der er præmier til alle vinderne. Der konkurreres i tre kategorier: en børnekategori (0-11 år), en juniorkategori (12-17 år) og en kategori for voksne (over 18 år).

Alle kan være med. Og der bliver trukket vindere både fredag og lørdag.

HUSK: hvis du er mellem 18 og 65 år gammel, skal du have det lovpligtige fisketegn for at deltage. Dette kan købes på posthuse, Destinationbornholm eller online her.


AKTIVITETER:
Basen for konkurrencen bliver udmeldt her på hjemmesiden senest dagen før, den starter. Da vi er så heldige at befinde os på en relativt lille ø, synes vi, det er smart at have basen der, hvor vind og vejr passer bedst i forhold til fiskeriet.

Du behøver dog ikke at fiske fra basen. Hvis du hellere vil fiske fra et andet sted på øen, er det helt fint. Men selve basen er omdrejningspunkt for forskellige events på dagene.

For eksempel vil Trygfonden være til stede med en livredder, som kan være med til at undervise de mindste i sikkerhed ved vandet.

Det er også her din eller dine fisk skal måles for at komme i betragtning til præmier.

Ved basen vil der også være instruktører til stede. De vil rigtig gerne hjælpe unge som gamle med interesse i at prøve kræfter med den bum-stærke og hurtige fisk. Måske det er sammen med en af dem, du lander din allerførste hornfisk…

Der vil også være mulighed for at lære lidt om rygning og smage på den lækre fisk med de grønne ben. Vi laver bålkaffe til de voksne og bålkakao til dem, som ikke kan li´ kaffe.

Lån en stang: Hvis du ikke har en fiskestang, kan du låne en af os. Vi har et begrænset antal, så det kan være, at du skal dele med andre, men det skal nok blive sjovt alligevel!

Det er også muligt at komme ud på vandet og fiske fra jolle. Vi sætter et antal både til rådighed, og alt efter tilmeldinger går de på tur. Selvfølgelig er her også redningsveste, der skal bruges, hvis du vælger at fiske fra jollen.


FACEBOOK:
Bornholms hornfiskefestival har sin egen Facebook-side, som vi holder opdateret henover weekenden. Her kan du løbende følge med i, hvor store fisk der bliver fanget. Så har du nemt ved at se, om du kan komme i betragtning til en af de flotte præmier, og derved undgå at tage flere fisk med hjem, end du kan spise.

REGLER
Fisken skal være fanget på fiskestang, og fangeren skal selvfølgelig selv have fanget fisken.
Det er dog okay med lidt assistance til mindre børn.

Du skal være tilmeldt konkurrencen, inden fisken er fanget.

Husk at printe og medbringe dit deltagerbevis (mailbesked) til konkurrencen.

Fredag
Fisken skal være fanget på datoen mellem kl. 00:00 og kl. 15:30
Fisken skal være opmålt ved dommerbordet senest kl. 15.45

Lørdag
Fisken skal være fanget på datoen mellem kl. 00:00 og kl. 15:30
Fisken skal være opmålt ved dommerbordet senest kl. 15.45

Der bliver trukket vindere begge dage.

Der må fiskes rundt om hele øen ( undtagen ved de 6 fredningsbælter omkring Blykobbe Å, Læs Å, Øle Å. Baggeå, Gyldenså og Kobbeåder, der er helårsfredet).

Der må fiskes både med agn, flue og spinnegrej.

Der må på ingen måde rykfiskes og fisken skal være kroget foran gællerne.

Der må fiskes fra båd, kajak, flydering, pontonbåd osv.

Vi opdaterer løbende konkurrencens Facebook side, hvor man kan se, hvor stor fisken skal være for at komme i betragtning til præmierne. Her kan man weekenden igennem følge med og derved undgå at tage flere fisk med hjem, end man kan spise.

Knæk og bræk



At fange hornfisk er nemt og underholdende. Nogle kalder endda hornfisken for havets balletdanser. Den giver samtidig en rigtig god fight, og er derfor sjov at fiske efter for alle aldre. Så uanset om man er øvet eller nybegynder, lægger hornfisken op til et spændende og folkeligt fiskeri.

Tag en ven, bror, mor, far eller bedsteforældre med forbi Bornholms hornfiskefestival den 11. - 12. maj og se, om det er dig, der løber med en af de flotte præmier for den længste hornfisk.
Tilmeld dig lige her, og husk at det er gratis at deltage.
TILMELDING





PRÆMIERNE
Fisketaske fra Abu Garcia - sponsoreret af Jesper Schiøtt fra Sport Dres
Fiskestang fra Ron Thomson - sponsoreret af Jesper Schiøtt fra Sport Dres
Fiskehjul fra Shimano - sponsoreret af Jesper Schiøtt fra Sport Dres
12 stk. 12 timers fiskekort til Stenbrudssøen i Nexø - sponsoreret af Ædelfisken i Nexø
Et stk. WESTIN spinn stang 10-40 gram - sponsoreret af Check Point Marine på Nexø havn
Et par FLADEN neoprenwaders 4 mm - sponsoreret af Check Point Marine på Nexø havn
En DAIWA monster gear bag - sponsoreret af Check Point Marine på Nexø havn
Et Keepenet fra FLADEN, ny line til fiskehjulet, knive og tænger samt fangstnet - sponsoreret af Team Maritim i Tejn
Flotte præmier fra DC Lures - se dem på deres Facebook-side her
3 gavekort à to personer til sejltur med Per Sjøstrøm i hans båd Verona